Min oplevelse af at bestige Mount Kinabalu

climbing-mount-kinabalu-lows-peak-kinabalu-park-summit-mountain-view-borneo-malaysia-travel

 

Har du nogensinde spekuleret over, hvordan det føles at bestige et af Sydøstasiens højeste bjerge? For præcis et år siden besteg jeg Mount Kinabalu på Borneo, og i dette indlæg deler jeg min oplevelse.

 

I slutningen af september sidste år brugte jeg to uger på at rejse rundt på Borneo med min familie. Et af de første steder vi besøgte var Kinabalu Park, hvor min bror og jeg besteg Mount Kinabalu. Vi brugte to dage på at nå toppen, og på trods af at det var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, er det blevet en af mine absolut bedste rejseoplevelser.

Med dets højde på 4095 meter, er Mount Kinabalu et af Sydøstasiens højeste bjerge. Det udgør en del af bjergkæden Crocker Range, der ligger i nationalparken Kinabalu Park og er uden tvivl parkens største attraktion. Hvert år bevæger tusindvis af mennesker sig op til toppen, og på en let overskyet og varm septemberdag, var det vores tur.

Vi havde booket en tur på to dage/en nat med Mount Kinabalus officielle rejsearrangør – deres mest populære tur.

Læs alt du skal vide om at bestige Mount Kinabalu her.

 

climbing-mount-kinabalu-lows-peak-kinabalu-park-summit-mountain-view-borneo-malaysia-travel

 

Før bestigningen

 

At bestige Mount Kinabalu er udfordrende, og bjergguiderne og de andre medarbejdere er meget opmærksomme på dig og din sikkerhed. Derfor skal du registrere dig og udfylde nogle papirer med personlig information og sundhedsinformation ved Kinabalu Parks hovedkontor, før du får lov at bestige bjerget.

Ved hovedkontoret møder du også din bjergguide, der vil assistere dig til toppen.

Klokken 8 den første morgen blev vi registreret og mødte vores bjergguide, Maikin. Før bestigningen havde vi forsøgt at finde ud af, hvad der var smart at tage med på turen, og på trods af at vi fik udleveret vandrestave, skihandsker og pandelamper aftenen forinden, så vi meget amatøragtige ud i forhold til de fleste andre ved hovedkontoret. De havde varmt tøj på og en masse vandreudstyr med, som min bror og jeg efterfølgende blev enige om villet have været rart at have.

 

Begyndelsen af bestigningen

 

Efter registreringen satte vi os ind i en minibus og kørte til den officielle indgang, Timpohon Gate. Derfra startede vi opstigningen til toppen af Mount Kinabalu med en enkelt nat i Panalaban Base Camp at se frem til først.

Panalaban Base Camp er placeret seks kilometer fra Timpohon Gate, hvilket umiddelbart ikke lyder af meget. Men med dens placering omkring 1500 meter højere oppe, behøver man ikke en udvidet matematikeksamen for at forstå, at ruten går opad.

I starten bevæger du dig gennem en tropisk regnskov og passerer et lille vandfald og en masse gode udsigtspunkter. Det er ikke særlig stejlt, men alligevel skal du tage det roligt og sørge for at tage en masse vandpauser for at undgå dehydrering og tidlig udmattelse.

Som du bevæger dig højere og højere op, ændrer både stierne og naturen omkring dig sig. I løbet af de første to kilometer går du på en kombination af jordstier og trapper, der langsomt bliver til stenstier og stejlere og mere udfordrende trapper, der fortsætter hele vejen til basecamp.

Naturen ændrer sig fra tropisk skov i begyndelsen til en mere sjælden flora med forskellige planter, der er unikke for dette omåde.

Efter de første to kilometer oplevede vi, at vores ben begyndte at blive ømme, og vi kunne så småt begynde at mærke udmattelsen. Vi formåede dog at holde et godt tempo men blev alligevel overhalet af en masse bærere, der gang på gang fascinerede os. Bærerne, der både var mænd og kvinder, unge og gamle, bar på tunge byggematerialer som mursten og stålstænger samt besværlige vandbeholdere, vandmeloner og sågar æg til at forsyne basecampen. Det var ret imponerende at se, hvad de var i stand til.

Efter cirka 4,5 times vandring nåede vi endelig Panalaban Base Camp.

 

climbing-mount-kinabalu-lows-peak-kinabalu-park-summit-mountain-view-borneo-malaysia-travel

 

At opholde sig i basecamp

 

Panalaban Base Camp består af få huse, og vi tjekkede ind på Laban Rata Resthouse, hvor vi havde booket en nat på et af deres to private værelser – resten af værelserne er fællesværelser.

Efterfølgende spiste vi frokost på Laban Rata Restaurant på stedet.

På nuværende tidspunkt er det den eneste restaurant i basecamp, og derfor kommer alle derover og bruger deres tid. Min bror og jeg sad der i et par timer og spillede kort, snakkede med nogle andre bjergbestigere og slappede af.

Sent på eftermiddagen spiste vi aftensmad, og derefter bevægede vi os ind på vores værelse for at få sovet.

 

climbing-mount-kinabalu-lows-peak-kinabalu-park-summit-mountain-view-borneo-malaysia-travel

 

Den sidste del af bestigningen

 

På dag to vågner du omkring klokken 2, så du har tid til at gøre dig klar og spise morgenmad, før du bevæger dig ud på den sidste del af bestigningen omkring klokken 2.30.

Grunden til den tidlige start er, at du skal nå til toppen af Mount Kinabalu i tide for solopgang.

Vi blev informeret om, at den første af de sidste tre kilometer ville være den hårdeste – hundredvis af stejle trappetrin og nogle gange reb til at trække sig op, hvis bjerget var for stejlt til at anlægge trapper. Derudover går du i bælgragende mørke med lyset fra pandelamperne som det eneste lys. Det var ikke et rart stykke. Og fordi det havde regnet lidt i de første timer om natten, skulle vi også være opmærksomme på, at det kunne være glat, hvilket gjorde det endnu mere ubehageligt.

Vi formåede dog at bevæge os langsomt opad, men des højere op vi kom, des hårdere blev det at trække vejret. Luften var virkelig tynd, og vi var opmærksomme på, at højdesyge kunne forekomme i disse højder – typisk over 2400 meter. Dagen før havde vi mødt flere på deres vej ned, der fortalte, at de ikke havde nået toppen, fordi de var blevet dårlige. Både min bror og jeg var en smule svimle, men ellers havde vi det fint, og vi fortsatte.

Klokken 5.45 forsvandt skyerne, der ellers havde været på himlen hele tiden, og solen begyndte at vise tegn på at stå op.

 

climbing-mount-kinabalu-lows-peak-kinabalu-park-summit-mountain-view-borneo-malaysia-travel

 

At stå på toppen af Mount Kinabalu

 

Klokken 6 nåede vi Low’s Peak – toppen af Mount Kinabalu 4095,2 meter over havets overflade lige i tide for solopgang. Lad mig bare sige, at det var fuldstændig magisk!

Overalt du kigger, er der et nyt og smukt udsyn over bjergene oplyst af solens første stråler.

Vi brugte noget tid på at nyde udsigten men var påvirkede af den iskolde vind, som vi overhovedet ikke var klædt på til – min bror havde shorts på…

På trods af kulden formåede vi hurtigt at tage vores handsker af og tage en masse billeder.

Vi brugte omkring en halv time på toppen, og selvom det var vanvittig hårdt at nå til Low’s Peak, var det det hele værd. Følelsen kan ikke forklares men skal opleves, men magisk er nok den bedste beskrivelse.

 

Den lange tur tilbage

 

Ulempen ved at bestige ethvert bjerg er, at du skal ned igen, når du har nået toppen. Og på trods af at opstigningen var udfordrende, så blev nedstigningen den hårdeste for mig.

Den første del til basecamp gik dog fint. Og både min bror og jeg fandt det interessant at se landskabet, som vi ikke havde nogen ide om hvordan så ud på vej op i komplet mørke. Vi var ret imponerede over, hvor stejle nogle dele af bjerget var.

De sidste seks kilometer fra Panalaban Base Camp til Timpohon Gate var bestemt ikke lette for mig. På den første del af nedstigningen fra toppen til basecamp føltes mine sko for små, og mine fødder begyndte at gøre ondt. På trods af et kort hvil i basecamp var smerten tilbage med det samme, jeg tog mine løbesko på igen. Og for hvert et skridt jeg tog fra dette moment, blev det værre.

Jeg indså hurtigt, at denne del ville blive rigtig svær, men der var ingen vej uden om – ned skulle jeg.

For at lindre smerten, forsøgte jeg at gå på ydersiden af mine fødder, og på trods af at det hjalp, fik det i stedet mine hofter til at gøre ondt. Da der var tre kilometer tilbage, var det så slemt, at jeg blev nødt til at bruge vores vandrestave som krykker. Tingene blev ikke bedre af, at det begyndte at regne, som det kun kan regne i en regnskov…

 

climbing-mount-kinabalu-lows-peak-kinabalu-park-summit-mountain-view-borneo-malaysia-travel

 

At nå målstregen

 

Omkring klokken 14 nåede vi endelig målstregen ved Timpohon Gate fuldstændig gennemblødte, lettede og udmattede.

Det var en surreel følelse at nå målstregen. Jeg var så glad og stolt af mig selv over, hvad jeg lige havde gjort og over at give mig selv den fantastiske oplevelse at bestige Mount Kinabalu. På samme tid var jeg så udmattet og påvirket af smerten i mine hofter og i mine fødder, at jeg svor, at jeg aldrig skulle bestige noget som helst bjerg igen.

Jeg har dog siden hen skiftet mening.

At bestige Mount Kinabalu er absolut det hårde slid værd, og hvis du har mod på det og godt kan lidt sådanne adventure-oplevelser, skal du helt sikkert bestige det majestætiske bjerg. Sørg dog for at medbringe det rigtige gear, passende tøj og ikke mindst sko, der er store nok!

 

Læs flere indlæg fra Malaysia her.

 

Pin det!

climbing-mount-kinabalu-lows-peak-kinabalu-park-summit-mountain-view-borneo-malaysia-travel-pinterest

Skriv et svar