Den ultimative rejseguide til Australiens østkyst

stones-beach-port-douglas-australia-travel

En af de mest populære ture at tage i Australien er et roadtrip langs østkysten, og i december sidste år var det endelig min tur til at køre de 2000 kilometer fra Cairns til Byron Bay med tre af mine bedste veninder.

Før denne tur havde jeg set forholdsvist meget af Australien. Jeg havde været i Darwin, Uluru, Adelaide, Barossa Valley, Kangaroo Island, the Great Ocean Road og Melbourne. De eneste steder jeg havde været på østkysten var Cairns og Sydney. Derfor var jeg meget spændt og havde store forventninger til dette roadtrip. Østkysten viste sig dog at være fuldstændig fabelagtig, og i denne rejseguide til Australiens østkyst har jeg samlet alt det, som du bør vide for at planlægge et fantastisk besøg!

palm-trees-port-douglas-australia-travel

Om Australien og østkysten

Australien er placeret i det sydlige stillehav med Indonesien, Papua Ny Guinea og New Zealand som sine nærmeste naboer. Australien er det sjette største land i verden og byder på vidt forskellige landskaber og klimaer – fra den fugtige regnskov til den tørre ørken, fra de stemningsfulde byer til de øde områder, fra de multikulturelle smeltedigler til de indfødtes hellige land. Der er noget for enhver i Australien!

Australiens østkyst dækker over området langst kysten mellem Cape York i nord og Melbourne i syd. Langt de fleste, der rejser langs østkysten tager dog fra Cairns til enten Byron Bay, Sydney eller Melbourne eller den anden vej rundt. Der er cirka 2000 kilometer mellem Cairns og Byron Bay, 3000 kilometer mellem Cairns og Sydney og 3500 kilometer mellem Cairns og Melbourne.

mangrove-rainforest-daintree-rainforest-australia-travel

Hvor skal du tage hen

Cairns

Cairns er placeret i det nordlige Queensland og er genvejen til det fantastiske Great Barrier Reef og Daintree Rainforest, hvilket bør være hovedårsager til at besøge denne østkyst-by. Oplev farvestrålende koraller og havets dyreliv på en snorkel- eller dykkertur ved verdens største koralrev. Og tag nordpå til regnskoven og se fantastisk natur ved blandt andet Mossman Gorge og Cape Tribulation. Glem ikke at stoppe i den mondæne lille by Port Douglas, der er placeret en times kørsel nord for Cairns.

koala-magnetic-island-australia-travel

Magnetic Island

Denne lille paradis-ø er placeret ud for Townsville og byder på smukke kyst-udsigter, fantastisk dyreliv og en afslappet stemning. Magnetic Island er en ideel feriedestination, og både lokale og turister nyder at bruge tid der.

På trods af sin lille størrelse er der mange ting at tage sig til på Maggie, som de lokale kalder den. Tag gåturen ved the Forts, hvor du med stor sandsynlighed vil spotte hvilende koalaer, fodr klippe-wallabies og oplev nogle af de smukkeste solnedgange fra de mange bugter rundt omkring på Magnetic Island.

the-whitsundays-australia-travel

The Whitsundays

At opleve the Whitsundays er et must i Australien. Du har formentlig set masser af fantastiske billeder af Hill Inlet med det kridhvide sand og det klare blå vand, der snor sig om hinanden og af Whitehaven Beach. Billederne kan dog på ingen måde indfange naturattraktionernes skønhed.

Den bedste måde at opleve the Whitsundays er i båd, og jeg kan varmt anbefale at bruge to dage og to nætter ombord på en af de mange sejlbåde eller katamaraner, der sejler rundt omkring ø-gruppen for den ultimative oplevelse.

kangaroo-beach-cape-hillsborough-australia-travel

Cape Hillsborough

De fleste har nok aldrig hørt om Cape Hillsborough, selvom det på det seneste er blevet et mere og mere populært turistmål. Og det er der en særlig grund til. Ved solopgang kommer masser af kænguruer og wallabies ned til Cape Hillsborough Beach for at spise tang og frø, hvilket giver dig en fantastisk mulighed for at opleve de karakteristiske australske dyr helt tæt på og en mulighed for at se solopgang fra et virkelig smukt sted samtidig.

sailboat-sea-fraser-island-australia-travel

Fraser Island

Fraser Island er den største sandø i verden og er et must at besøge. Gigantiske klitter, smukke søer, krystalklare åer, frodig regnskov (overraskende nok), fantastiske udsigter og dyreliv er nogle af de ting, du kan opleve på Fraser Island. Du må ikke gå glip af Lake McKenzie, Lake Wabby, Eli Creek, the Champagne Pools og ikke mindst en flyvetur over øen!

På Fraser Island kan du enten selv køre, tage på en gruppetur, hvor du selv kører eller tage med et busselskab. Vi gjorde det sidste, og det var virkelig godt.

glasshouse-mountains-noosa-australia-travel

Noosa

Jeg kan varmt anbefale at bruge et par afslappende dage i skønne Noosa. Noosa er placeret mindre end to timers kørsel fra Brisbane og er en populær destination for både nationale og internationale turister – og med god grund. Noosa byder på fantastiske strande, tropisk regnskov og en hyggelig bymidte. Der er masser af gode steder at spise, drikke og shoppe i alle tre af Noosas zoner; Noosa Heads, Noosaville og Noosa Junction. En times kørsel derfra er the Glasshouse Mountains som du helt sikkert også bør besøge.

river-brisbane-australia-travel

Brisbane

Brisbane er den største by i Queensland og er et skønt sted at tilbringe et par dage. Det er en stemningsfuld by, der blandt andet er kendt for sin kunstscene. Derudover byder Brisbane også på gode steder at spise, drikke og shoppe. Gå ikke glip af et besøg til kulturelle South Bank og boheme og skæve Westend.

bay-byron-bay-australia-travel

Byron Bay

Et af mine favorit-steder i Australien er Byron Bay. Den lille strandby, der er placeret ved det østligste punkt i landet er et stemningsfuldt sted fyldt med hippier og surfere. Livsstilen i Byron Bay er meget afslappet. Byens centrum kan dog godt blive overfyldt i højsæson, hvor både nationale og international turister valfarter dertil for at opleve den unikke stemning.

Byron Bay har en masse at byde på. Et must er at hike the Cape Byron Walking Track, der ender ved det kendte Cape Byron fyrtårn, hvorfra du har den smukkeste udsigt over kysten. Et andet must er at surfe. Byron Bay er et af de bedste surfspots i landet og byder på ideelle bølger for både begyndere og professionelle. Når du ikke har travlt med at være aktiv, kan du udforske en masse af byens fantastiske restauranter, cafeer, barer og butikker.

sailboats-the-whitsundays-australia-travel

Bedste tidspunkt at tage dertil

Australien er et kæmpe land og østkysten er lang. Derfor ændrer vejrforholdene sig, når du bevæger dig op og ned ad kysten. I den nordlige del har de to sæsoner, regnsæson og tørsæson, og i den sydlige del har de fire sæsoner, sommer, vinter, forår og efterår.

Den bedste tid at tage til østkysten er fra december til februar, hvor det er tørsæson i nord og sommer i syd. På denne tid af året er temperaturerne omkring 25-35 grader langs hele kysten, til gengæld er luftfugtigheden også høj. Tørsæson/sommer er generelt det mest populære tidspunkt at besøge østkysten. Både større og mindre byer er mere levende, og mange arrangementer og festivaler bliver afholdt. Vær opmærksom på, at priserne kan stige på denne tid af året.

jetty-magnetic-island-australia-travel

At komme dertil og rejse rundt

For langt de fleste er Australien ekstremt langt væk og kræver en flyvetur. Momondo (reklamelink) er mit foretrukne site til at finde billige flybilletter. Der er internationale lufthavne i Cairns, Gold Coast, Brisbane og Sydney og masser af nationale lufthavne langs østkysten. De største australske luftfartselskaber er Qantas, Jetstar og Virgin Australia.

Den mest populære måde at opleve den australske østkyst er ved at køre. Alle de forskellige byer er forbundet af større og mindre veje, der gør det enormt nemt at rejse rundt. Dog skal du være opmærksom på, at australierne kører i venstre side af vejen. Som alternativ er der busselskaber så som Greyhound, Premier Motor Service og AAT Kings, der tilbyder busture langs kysten.

beach-magnetic-island-australia-trave

Andre informationer

Tid: +10/+11 GMT.
Sprog: Engelsk.
Befolkning: 24 millioner.
Hovedstad: Canberra.
Valuta: Australske dollars (AUD) (1 AUD ≈ 4,78 kr). Du kan betale med kort stort set alle steder. Der er hæveautomater i de fleste større og mindre byer. Det er ikke almindeligt at tippe i Australien, med mindre du har modtaget fantastisk service. I så fald er maximum 10% helt fint.
Visa: Alle besøgende undtagen newzealændere skal have visa for at besøge Australien. Du kan læse meget mere om visareglerne og søge visa i op til 90 dage på denne hjemmeside. Det mest almindelige turistvisa (eVisitor subclass 651) er gratis.
Sikkerhedsvurdering: 12/163 på Global Peace Index.

the-whitsundays-australia-travel

Budget

Boligforhold

Et gennemsnitligt dobbeltværelse på hotel koster omkring 100-200 AUD ≈ 465-930 kr per nat. Der er typisk gratis wifi, men nogle steder er der dog kun gratis wifi i de offentlige områder.
En gennemsnitlig seng på hostel koster omkring 25-50 AUD ≈ 115-230 kr per nat. De fleste hostels har forskellige værelser fra private dobbeltværelser til store fællesværelser, der kan huse en masse. Der er typisk wifi, men vær opmærksom på, at wifi ikke altid er inkluderet i prisen.
I øvrigt er Airbnb tilgængeligt overalt i Australien, og der er adskillige campingområder rundt omkring langs kysten.

Mad og drikke

At spise ude er typisk ret dyrt i Australien. Et måltid på en gennemsnitlig restaurant koster omkring 25-40 AUD ≈ 115-185 kr mens fast food koster omkring 10-15 AUD ≈ 45-70 kr.
Drinks koster omkring 10 AUD ≈ 45 kr for et glas vin til 20 AUD ≈ 90 kr for en cocktail.

Transport

Ikke overraskende varierer prisen for flybilletter afhængigt af, hvor du flyver fra. Det er dog generelt ret dyrt at flyve til Australien. Ligeledes er flybilletter indenrigs typisk ret dyre.
Prisen for at leje bil eller campervan er fair. 20 dage med forskellige afhentnings- og afleveringssteder koster omkring 750-1000 AUD ≈ 3500-4650 kr for en almindelig størrelse bil og omkring 750-2000 AUD ≈ 3500-9300 kr for en campervan.
Et buspas mellem Cairns og Sydney med Greyhound starter ved 445 AUD ≈ 2070 kr.

Attraktioner og aktiviteter

Prisniveauet for attraktioner og aktiviteter er generelt højt. Dog har Australien så mange fantastiske ting at lave, som du ikke bør misse.
Dagsture til the Great Barrier Reef koster omkring 180 AUD ≈ 835 for, hvis du skal snorkle og omkring 250 AUD ≈ 1160 kr, hvis du skal dykke.
Sejlture på the Whitsundays koster omkring 500 AUD ≈ 2325 kr for to dage og to nætter.
Busture på Fraser Island koster omkring 350 AUD ≈ 1625 kr for to dage og en nat.
Surfleksioner koster omkring 65 AUD ≈ 300 kr for en to-timers leksion.

Andet

Andre udgifter, der bør overvejes er rejseforsikring og visa (hvis nødvendigt). Rejseforsikring for tre uger i Australien koster omkring 630-930 kr.

mangrove-beach-port-douglas-australia-travel

Forslag til rejseplaner

2-ugers rejseforslag

3 dage i Cairns
1 dag på Magnetic Island
2 dage ved the Whitsundays
1 dag ved Cape Hillsborough
2 dage på Fraser Island
2 dage i Noosa
3 dage i Byron Bay

3-ugers rejseforslag

3 dage i Cairns
2 dage på Magnetic Island
3 dage ved the Whitsundays
1 dag ved Cape Hillsborough
2 dage på Fraser Island
3 dage i Noosa
2 dage i Brisbane
5 dage i Byron Bay

Læs flere indlæg fra Australien her.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *