24 timer på Magnetic Island

palm-tree-beach-magnetic-island-australia-travel

I december sidste år var jeg på et tre-ugers roadtrip langs Australiens østkyst fra Cairns til Byron Bay med mine bedste danske veninder. En af vores destinationer var Magnetic Island, og dette indlæg handler om vores fantastiske tid på Maggie (som australierne kalder den), der forhåbentlig kan inspirere dig til at besøge denne lille paradis-ø.

Før turen havde jeg lavet en masse research af, hvilket destinationer på Australiens østkyst, der kunne være interessante at besøge, og da jeg læste om Magnetic Island, var jeg ikke i tvivl om, at vi skulle dertil.

Magnetic Island er placeret i den nordlige del af Queensland ud for Townsville. Den er 52 km² og har kun 2000 faste indbyggere. Det er dog ikke kun mennesker, der bor på øen. Maggie er blandt andet kendt for sin store bestand af koalaer, og da mine veninder aldrig havde set dem i naturen før, var de hovedårsag til, at vi tog derhen. Vi fandt dog senere ud af, at øen har så meget mere at byde på end koalaer, og vi kunne nemt have brugt et par dage der. Vi havde en dag og en nat der.

koala-magnetic-island-australia-travel

Gåturen ved the Forts

Magnetic Island er mest kendt for sine mange koalaer. Og det bedste sted at spotte dem er på den 2,8 kilometer lange Forts Walk. Da vores hovedårsag til at besøge Magnetic Island var at se vilde koalaer, var denne tur en no-brainer. Så efter at vi havde pakket lidt ud ved campingpladsen på Bungalow Bay Koala Village (reklamelink) og fået os en hurtig bid mad, kørte vi til startpunktet for the Forts Walk et par timer før, at solen stod på sit højeste. Det var dog stadig en varm dag, og vi var meget glade for alt det vand, vi havde medbragt.

I løbet af den halvanden time, som turen tager, ser du en masse. I begyndelsen var vi betagede af de mange smukke kystudsigter – de mange bugter og det krystalklare vand er så smukt! Vi glemte dog alt om landskabet, der også inkluderer historiske rester fra Anden Verdenskrig, da vi så den første hvilende koala i et træ lige over hovederne på os. Den var næsten vågen og begyndte at bevæge sig, og vi brugte lidt tid på at betragte den og tage billeder og håbe på, at den ville vågne helt. Det gjorde den ikke. Så vi besluttede at fortsætte gåturen og kiggede konstant op i søgen efter flere koalaer. Vi var heldige at se en mere, som vi også fik taget en masse billeder af, før vi besluttede at tage tilbage til campingpladsen.

rock-wallaby-magnetic-island-australia-travel

Fodring af klippe-wallabies

Selvom Magnetic Island er mest kendt for sine mange koalaer, bor der også andre dyr der. Og et sted, der er et must at besøge er stenene med klippe-wallabies. Lige før solnedgang kommer klippe-wallabies typisk ned til stenene mellem Geoffrey Bay og Alma Bay nær Arcadia, og nogle af dem er så vant til mennesker, at de kan håndfodres.

Det ville vi gerne opleve, så om eftermiddagen kørte vi til Arcadia og parkerede vores campervan. Derefter gik vi til den lokale aviskiosk Arcadia Newsagency, hvor du kan få den nøjagtige placering og købe dyrefoder. Sidstnævnte er dog ikke en nødvendighed, da der højst sansynligt vil være nogle rester fra andre, som du kan samle op. Det vidste vi ikke, og vi købte to store poser med dyrefoder…

Stenene med klippe-wallabies er smukke og byder på en fin udsigt. Vi blev enige om, at denne udsigt ville være turen værd, hvis vi ikke så nogen dyr, men det gjorde vi heldigvis. Først så vi en lille gruppe mennesker, der var samlet om en klippe-wallaby og fodrede den med et æble. Vi blev derefter endnu mere ivrige efter at finde og fodre nogle, men de første par stykker vi så, var ikke interesserede i at blive fodret. Det gav dog mening, da vi så alle resterne af dyrefoder, der lå spredt over det hele på det sted. Heldigvis fandt vi et andet spot, hvor der ikke lå noget foder, og vi fik mulighed for at håndfodre to hoppende venner. Lad mig bare sige, at det var magisk!

sunset-ocean-magnetic-island-australia-travel

Solnedgang ved Picnic Bay

Der er ikke mange solnedgangsspots på østkysten, så det er med at udnytte de få, der er. Picnic Bay er et af dem. Så når solen er ved at gå ned, bør du tage til Picnic Bay og se solnedgang fra enden af den lange mole. Vi så den mest spektakulære solnedgang i selskab med nogle få travle fiskere og nogle lokale, og det var den perfekte afslutning på en skøn dag.

Hvis du er en naturelskende person, der blandt andet har et blødt punkt for søde dyr og fantastiske kystudsigter, vil du elske Magnetic Island. Jeg er overbevist om, at jeg kommer tilbage en dag og oplevelser mere af denne lille paradis-ø.

palm-trees-magnetic-island-australia-travel

Sådan kommer du dertil og rejser rundt

At komme til Magnetic Island er ret simpelt, da der kun er to færgeudbydere, der sejler dertil, og de afgår begge fra Townsville. Sealink-færgen er den hurtigste og den afgår 18 gange om dagen. Den tager dog ikke køretøjer med, så hvis du planlægger at medbringe din bil eller campervan, hvilket jeg kan anbefale på det varmeste, så skal du tage Fantasea-færgen, der afgår otte gange om dagen. Vi havde besluttet at tage vores campervan med og tog færgen omkring klokken 7 om morgenen fra Townsville. 40 minutter senere var vi i Nelly Bay på Magnetic Island.

Da vi ankom til Maggie, blev vi enormt glade for at have taget vores campervan med derover. Der er ret langt mellem de forskellige spots, og selvom der går offentlig transport på øen, så går det ikke ofte. Så de 220 AUD ≈ 1100 kr det i alt koster at medbringe sit køretøj frem og tilbage, er penge godt givet ud.

jetty-magnetic-island-australia-travel

Her skal du bo

Vi havde booket en campingplads for natten på Bungalow Bay Koala Village (reklamelink) ved Horseshoe Bay, der er et kombineret hostel, campingplads og koalapark. Det er tilsyneladende den eneste campingplads på øen, men den viste sig at være rigtig fin og meget anbefalelsesværdig. Deres faciliteter er gode, de har en lille pool og et barområde, hvor der bliver afholdt forskellige events hver aften. Der er en god stemning, og alle virker til, at de hygger sig. Det gjorde vi også, selvom vi endte med ikke at bruge så meget tid der.

Læs flere indlæg fra Australien her.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *